Generalforsamling Jagttegnslærerforeningen 18. juni 2016

Blev afholdt på Valdemar slot med start kl 14. Der var 23 fremmødte medlemmer.
Referat Linda Kolling

1. Valg af dirigent:
Bestyrelsen havde foreslået Søren Bay, men han er i Norge, så bestyrelsen foreslår i stedet Svend Wøjcik-Jonasson fra bestyrelsen – han blev valgt. Efter at have konstateret, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet, gav Svend ordet til foreningens formand.

2. Aflæggelse af formandens beretning.
Aage talte året kronologisk igennem:

I slutningen af september opstartede foreningen samarbejde med Naturstyrelsen i forhold til ikke-dansk-talende jagttegnsløsere, når Naturstyrelsen får en henvendelse fra en der søger undervisning på typisk engelsk/tysk, søger jagttegnslærerforeningen blandt sine medlemmer efter en underviser der kan hjælpe.

I september var der medlemskurser med deltagelse af knap halvdelen af foreningens medlemmer. Her blev de nye retningslinjer for undervisning i jagttegn fremlagt og foreningens vejledning til oprettelse af midlertidige skydepladser.
Efter beretningen blev der spurgt til, om bestyrelsen var tilfreds med fremmødet, da det jo modsat også betyder, at ca halvdelen ikke deltager. Aage svarede, at da der jo ikke er tale om et obligatorisk kursus, men blot et tilbud til medlemmerne, er vi faktisk ganske godt tilfredse.

I starten af oktober var der udsending af suppleringsark til Hornslets materiale ”Vildt og Jagt” – her bliver vi i bestyrelsen skarpere i året der kommer, så der kommer en tydelig deadline i forhold til hvornår man skal bestille for at være sikker på at kunne nå at få dem. Der var et par medlemmer, der var for sent ude, hvilket jo er rigtig ærgerligt.

Senere i oktober kom foreningens logo – og bestyrelsens medlemmer fik sponsoreret skjorter af Seeland med logoet. Logoet er til fri afbenyttelse for forenings medlemmer. Dejligt at se, at der er så mange af foreningens undervisere der vælger at bruge logoet – både i mails og i trykte reklamer.

I november måned afholdt Jægerforbundet uddannelsesaftener for jagttegnsundervisere 3 steder i Danmark med deltagelse fra Naturstyrelsen – og med oplæg fra bestyrelsesmedlemmer fra Jagttegnslærerforeningen. Det var her der blevet præsenteret en ny våbenføring af Jægerforbundet, som skulle lette overgangen til haglskydeprøverne. Naturstyrelsen var ikke enig – og det har efterfølgende givet problemer ved prøverne.

I februar måned havde bestyrelsen 2-dages møde hos formanden – det var en mindre udgift end sidste år, hvor det var på en kro. Det vil fremadrettet blive måden vi gør det på.

I februar måned blev der lavet en vejledning i transport af farligt gods – da underviserne jo transporterer patroner, som ikke er til eget brug, gælder der andre regler, og her fandt foreningen det vigtigt at sikre at foreningens medlemmer nemt kan tilgå og overskue disse betingelser.

I februar måned lykkedes det bestyrelsen, med stort arbejde af vores tidligere kasserer Jan Lindberg, at oprette en fælles forsikring, som foreningens medlemmer kunne tegne sig under. Den er gældende ved skydningerne med kursisterne.
Den har ret mange af foreningens medlemmer valgt at betale til – og vi har samlet set nok sparet ret mange penge.
Under den efterfølgende debat blev det præciseret, at det ikke er nok at være på en af Jægerforbundets baner under skydningen, for at være dækket af deres forsikring – det er afhængigt af hvem der har indbudt til skydningen.

I midten af marts blev vi gjort opmærksom på at det ikke længere er muligt at gå til haglskydeprøve før man er 16 år. Det arbejder vi på at finde ud af hvorfor er blevet ændret.

Der blev rejst spørgsmål fra en af foreningens medlemmer om kursisterne kan blive forhåndsgodkendt hos politiet inden der startes på kursus – det undersøgte bestyrelsen, men der er flere grunde til at det hverken praktisk eller juridisk er hensigtsmæssigt.

I maj måned måtte Jan Lindberg trække sig som kasserer af personlige årsager, og vi i bestyrelsen var heldige, at et af bestyrelsens medlemmer: Kim Jørgensen kunne træde til. Det betyder jo at der formelt skal fortages valg til kasserer-posten i år, selvom det ellers er formanden der er på valg i år.

I maj måned var Aage og Jesper til møde i Fåborg omkring de teoretiske jagtprøver med deltagelse af Naturstyrelsen, Jægerforbundet, Hornslet bogtrykkeri og Landbrugsforlaget, hvor der blandt bliver talt om Jagttegnslærerforeningen kan deltage i kvalitetssikring af spørgsmålene fremadrettet. Det viser sig under dette møde, at de spørgsmål som der tidligere har været klaget over – og hvor der har været tvivl, ikke er blevet taget ud af prøverne fremadrettet, hvilket vi faktisk forventede. Hvilket er meget uheldigt.

I slutningen af maj bliver formanden opmærksom på, at der er flere kursister der dumper på våbenhåndteringen – særligt i forhold til den vandrette bøsseføring. Der er stadig behov for at præciserer dette område.

I slutningen af maj er Aage og Svend til møde med Hornslet Bogtrykkeri vedr. deres læremateriale ”Vildt og Jagt” og med respons fra medlemmerne. Det var et godt og positivt møde.

I starten af juni kommer der svar fra Naturstyrelsen, med afslag på at foreningen kan være med i kvalitetssikringen. Formanden har fremsendt en forespørgsel på dette afslag – men der er ikke kommet svar. Vi har bedt om aktindsigt i prøverne, hvilket er blevet bevilget. Når prøveperioden er slut vil formanden derfor få mulighed for at se alle spørgsmål.
Bestyrelsen har det som det vigtigste arbejdsområde i den kommende periode at påvirke Naturstyrelsen til at få prøve-spørgsmålene fejlfri – og også meget gerne uden forvirringer.

Aage og Jan har været til møde med Jægerforbundet/Landbrugsforlaget vedr. deres undervisningsmaterialer – igen med respons fra foreningens medlemmer.

I fremtiden kommer der efteruddannelseskurser fra Jagttegnslærerforeningen: den 10/9-16 på Sjælland – og den 24/9 i Jylland, hvilket der kommer mere om senere.
Vi håber bl.a. på her at kunne få klarhed over reglerne om undervisningssamlinger af patroner – og fremlægge en vejledning for hvordan man som underviser skal forholde sig.

3. Fremlæggelse af årsregnskab for 2015

Kim fremlagde regnskabet – og havde haft besøg af foreningens revisorer, som ikke havde noget at bemærke. 139 medlemmer betalte kontingent i 2015

Bestyrelsen har vedtaget at der afregnes til den laveste sats, hvilket er 2,20 kr pr kilometer.

Opfordring til at påføre regnskabet nøgletal med kontingentsats og medlemstal – så vi også historisk har data fremadrettet.

 4. Fastlæggelse af kontingent.

Bestyrelsen foreslår uændret kontingent på kr. 300,-.
Dette blev vedtaget.

5. Indkomne forslag.

Der var ingen

6. Valg af formand eller kasserer.

Formand Aage Smedegaard er på valg og modtager genvalg.

Kasserer Jan Lindberg har trukket sig fra bestyrelsesarbejdet. Bestyrelsen foreslår Kim Jørgensen til at overtage denne post.
Aage er valgt i en helt almindelig valgperiode og skal derfor på valg igen i 2018. Kim er valgt uden for almindelig valgperiode og skal derfor på valg igen i 2017.

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

På valg er Linda Kolling og Jesper Søgaard Jensen. Begge modtager genvalg – og blev valgt.

8. Valg af suppleanter:
Allan Petersen – valgt for 2 år
Per Evan – valgt for 1 år

9. valg af to revisorer og to revisorsuppleanter:
Søren Bay, Frands Frandsen – genvalg
Suppleanter: Rasmus Mazanti og Jørgen Knudsen

10. Eventuelt:
Efterskolen Flyvesandet på Nordfyn har en linje med natur og jagttegn – de stiller deres lokaler og områder til rådighed, hvis nogle skulle ville ønske at låne dem.

Jan Schmidt spørger om jagttegnsmidlerne – kan det ikke lade sig gøre at søge midler hjem til foreningens efteruddannelseskurser? Det burde være dækket af formålene for jagttegnsmidlerne. Bestyrelsen vil arbejde videre med dette.

Vandelsgodkendelse vedr. jagttegnsløsere.
Under formandens beretning blev det fremlagt at bestyrelsen i det forgangne år havde fået en henvendelse vedr. politiet godkendelse af jagttegnsløsere.  Jan Schmidt, som er medlem af foreningen, og ofte bliver benyttet af bestyrelsen i forhold til at rådføre sig vedr. denne og lignende henvendelser, da han ansat ved politiet fremlagde baggrunden for vandelsgodkendelsen:
Forslag i EU om at alle skytter og jægere skal vandelsgodkendes hvert 5. år – her er vi langt foran i Danmark, da det sker hvert år.

Skulle man i løbet af året være blevet optaget i kriminalregistret for en forseelse, så kommer man ud med et hit – og naturstyrelsen skal indhente en samtykkeerklæring, for at kunne undersøge den enkelte sag. (Ofte betyder en fremsendt samtykke-erklæring ikke, at man ikke kan løse jagttegn, da der er flere registreringer der kommer i kriminalregistret, som ikke har betydning for udstedelsen af jagttegn).
Hvis det vurderes, at det er en forseelse der betyder, at man vurderes til ikke længere at kunne løse jagttegn, så kan det blive frakendt for 5 år, hvorefter man kan søge om at få jagttegn igen – det er ikke noget der sker af sig selv, og det er ikke noget der betyder at man skal op til prøve igen – da det er en administrativ inddragelse – noget andet er frakendelse (som eks kommer ved overtrædelse af jagtloven – hvilket betyder, at man skal op til prøve igen).
Eksempelvis et klip i kørekortet betyder, at man bliver registreret i kriminalregistret, men det er ikke i sammenhæng med om man kan løse jagttegn – og man vil komme ud med et hit – og skal underskrive samtykkeerklæringen, men det får ikke konsekvenser, og man vil blive godkendt til jagttegn.

Der blev spurgt til om det er muligt at ændre i prøveperioderne – så man ikke skal vente et halvt år inden man skal op igen, men måske i stedet kan lave en mere fortløbende prøveform (lig kørerkort) – der sker noget fremadrettet.

Afslutningsvis var der præsentation af det tøj som foreningen kan sælge i samarbejde med Seeland (til ca 30% under butiksprisen) som kan købes med foreningens logo. Der kommer opslag på facebook/hjemmesiden og i Nyhedsbrevet.